|
Regeringen fremlagde i går sit nye arbejdsprogram med 10 politiske mål og 76 konkrete forslag til, hvordan Danmark kommer ud af krisen og bliver blandt verdens 10 rigeste lande i 2020. Et af målene er at gøre Danmark til et af de mest bæredygtige og energieffektive samfund i verden. Programmet får en blandet modtagelse.
”I 2020 skal Danmark være blandt de tre mest energieffektive lande i OECD. Samtidig skal Danmark være blandt de tre lande i verden, der løfter sin vedvarende energi-andel mest frem mod 2020. I 2020 skal vi have mindst 100.000 hektar ekstra natur. Og i 2020 skal belastningen af vores vandmiljø med næringsstoffer reduceres yderligere i forhold til den aftalte reduktion på 19.000 tons kvælstof i 2015.”
Sådan lyder det under pkt. 6 i det arbejdsprogram, som statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) præsenterede i går sammen med udenrigsminister Lene Espersen (K) under titlen: ”Danmark 2020. Viden > vækst > velstand > velfærd”.
For at nå målene om det bæredygtige samfund vil regeringen i denne valgperiode fremlægge et mål for, hvornår Danmark skal være uafhængig af fossile brændstoffer samt en strategi for, hvordan det kan lykkes. Udgangspunktet bliver Klimakommissionens rapport, som offentliggøres til efteråret.
Desuden bliver el-biler afgiftsfritaget til og med 2015. Provenutabet vil blive finansieret ved at afgifterne på traditionelle biler bliver forhøjet. Danmark skal blive et ’grønt vækstlaboratorium for forskning, udvikling, afprøvning og markedsføring af grønne teknologier’.
På landbrugsområdet vil regeringen afsætte 500 mio. kr. årligt til erhvervet i 2011-2012 bl.a. som kompensation for den pesticidafgift og kvælstofregulering, som er en del af Grøn Vækst-aftalen. Desuden afsættes i 2010-12 årligt 100 mio. kr. til at understøtte udbygningen af biogasanlæg. Hertil kommer, at vil omlægge miljøreguleringen i landbruget, så ”landmanden på den ene side får større handlefrihed og på den anden side klare tilskyndelser til at reducere kvælstofbelastningen mest muligt (…). Pesticidafgiften skal omlægges, så den mest miljø- og sundhedsbelastende pesticider pålægges den højeste afgift, og i alt 50.000 hektar udlægges som sprøjte-, gødskning- og dyrkningsfri randzoner. Endelig vil regeringen fremlægge et regionalpolitisk udspil, som ”skal bidrage til, at man også lokalt og regionalt kan udnytte mulighederne i en ny grøn vækstøkonomi – fx i form af en grøn turisme”.
Fra oppositionen ”fyger det med anklager om vælgerbedrageri i verdensklasse”, skriver Information. Det Økologiske Råd ser med tilfredshed på, at elbiler fritages for afgifter frem til 2015, men formanden for rådet, Chr. Ege, efterlyser en øjeblikkelig forhøjelse af pesticidafgiften.
– Det skal dæmme op imod, at landbruget stik imod regeringens løfter har sat deres pesticidforbrug kraftigt i vejret de senere år, siger Chr. Ege til Information.
Kilder: Statsministeriet, stm.dk (24.2.2010); Information, Mette Kingsey, Lise Richter Lauridsen og Lillan Clemmesen; Altinget, Energi & Klima (24.2.2010; Berlingske Tidende, Uffe Tang (25.2.2010) 1. sektion s. 6-7; Carl Emil Arnfred og Dorte Ipsen Boddum, Jyllands- Posten (25.2.2010) 1. sektion s. 4-5.
|
 |
|
 |
oprettet
25-2-2010
|
 |
|
|
|
Denne nyhed er fra MILJØ INFO
MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.
Få mere info på: www.miljoinfo.dk
Øko-net bringer dagligt en til to nyheder fra MILJØ INFO.
|
|