|
NOAH vil omstille det danske samfund til bæredygtig energiforsyning og gøre os fri af kul, olie og gas allerede i 2030. I dag afleverer NOAH en handlingsplan til regering og folketing.
”Det er ikke bare inden for mulighedernes rækkevidde at foretage hurtige og drastiske nedskæringer af de danske udledninger af drivhusgasser. Konkret vil det være muligt at omstille den danske energiforsyning og transportsektor til vedvarende energi og dermed helt standse udledningerne fra disse to sektorer inden år 2030, hvis vi går i gang med det samme. Omstillingsprocessen vil, modsat hvad mange tror, ikke medføre ekstra udgifter for det danske samfund. Tværtimod viser det samlede samfundsmæssige regnskab store fordele på næsten alle områder”, lyder det i NOAH’s Energihandlingsplan 2050.
Planen minder på mange områder meget om tidligere omstillingsscenarier præsenteret af andre lignende miljø- og energiaktører, men adskiller sig på to punkter fra tidligere scenarier, skriver Information. NOAH anfægter nemlig holdbarheden af den øgede anvendelse af biomasse stærkt og problematiserer og sætter spørgsmålstegn ved den fortsatte materielle vækst som grundlag for samfundsudviklingen. Danskerne må bl.a. vænne sig af med de vaner, der i dag gør os til det land i verden med det højeste kødforbrug pr. indbygger, for at kunne reducere især svineproduktionen. NOAH finder det nødvendigt at reducere arealet til fødevareproduktion med 30 pct. i 2030 og 60 pct. i 2050, mens skovarealerne udvides parallelt med reduceringen.
”Resultatet viser, at NOAH’s forslag til tekniske som livsstilsmæssige omlægninger klart vil kunne medvirker til at levere de nødvendige reduktioner, nemlig en reduktion på 50 pct. af den totale udledning af drivhusgasser i 2020, 90 pct. i 2030 og 100 pct. i 2050”, konstaterer NOAH ifølge Information.
Kilde: Jørgen Steen Nielsen, Information (25.5.2010), s. 2.
|
 |
|
 |
oprettet
25-5-2010
|
 |
|
|
|
Denne nyhed er fra MILJØ INFO
MILJØ INFO er en elektronisk informationsservice til alle, der beskæftiger sig professionelt med miljø og arbejdsmiljø.
Få mere info på: www.miljoinfo.dk
Øko-net bringer dagligt en til to nyheder fra MILJØ INFO.
|
|